Som jeg har skrevet andetsteds, så er analysen af den generelle  kvalitet  i nutiden hverken trendsforskning eller fremtidsforskning, selv om analysen naturligvis har betydning for disse områder.

Der er derimod tale om en analyse, som er filosofisk i sit væsen. Vi kunne også med visse modifikationer  bruge ordet idehistorie. Jeg forsøger ud fra diverse karakteristiske kendetegn for nutiden- og ud fra en illustrativ sammenligning med hvordan at det har forholdt sig tidligere- at sammenholde disse tidstegns symbolske betydning, forstået som  en generel og almengyldig karakteristik af selve tidens ånd . Derefter kan man gå ind på hvordan at denne tidsånd forholder sig til specielle situationer  for den enkelte eller for en virksomhed set i relation til alle mulige udfordringer og problemer, der måtte være.

En vigtig pointe i denne forbindelse er at tidens iboende kvalitet kan oversættes på mange måder. Både positivt og negativt, både optimalt og ideelt og degeneret og som udtryk for forfald. Men selv om dette sidste desværre ofte er tilfældet- vi lever ikke i nogen ideel verden- så kan også de degenerede versioner af tidens ånd give utroligt meget information om tidsåndens oprindelige intention og essens. Forskellige former for kunst, når den er bedst synes dog at være de reneste og mest optimale udtryk for tidsånde, men selv de mest karikerede og grove versioner af tidsånden, siger en masse om tidsåndens oprindelige status.

Lad os tage nogle eksempler på nogle af tidens trends som fortæller noget om tidens generelle kvalitet. Vi kan f.eks. se på de danske  tv-programmer, som er populære i 2010  og se hvorledes at dette forholder sig til hvilke begrænsninger og præmisser, som ligger til grund for den politiske diskussion inden for det sociale område. Og eventuelt sammenligne disse tidens tegn  med finanskrisen .

Nå, men lad os komme til "zur der Sache selbst":

Programme som X-factor og Vild med dansk er blevet det helt store herhjemme. Der er tale om store produktioner med et stort og larmende  publikum. Det kan ikke blive stort nok, showdown foregik senest i Parken med plads til 50.000 tilskuerer....En mandlig speakerstemme   uddeklamerer højlydt og triumferende deltagernes navne og utrolige evner nærmest som om at der var tale om gladiatorspil fra det gamle Rom  og  som om der var tale om  fantastiske ekstraordinære  genier fra en helt  anden planet.  Der er dog i virkeligheden kun  tale om ukendte amatører, som får en chance for at vise at de er noget "helt særligt" og blive til noget "helt særligt". Følelserne er helt ude på tøjet og det er en del af showets concept.. Det er også vigtigt at nogle i de indledende runder bliver gjort  fuldstændigt til grin. Her er ikke nogle fine følelser om hvad der er smagfuldt og smagløst, jo værre, desto bedre. Der er langt til tidligere tiders  "hyggelige" og overskuelige  tv-udsendelser med en jysk studievært som Poul Thomsen, hvor man inviterer to familier og deres hunde til at "dyste" eller til samme studieværts  uendelige lange program om dyr og danskere med nogle eksperter, som sidder pænt placeret  ved bordene, medens at den skæggede Poul Thomsen roligt og meget jysk og med en dyb lidt mumlende stemme  taler så besindigt og  så beroligende . I dag ser man ofte at folk står op i studiet, det er ligesom ikke mere in at sidde ned ved et bord.

Hvad fortæller dette om tidens væsen? Ja, bortset fra den tydelige inflation, der foregår i underholdningens verden, hvor man skal have mere og mere af alt, som en narkoman, der hele tiden sætter doserne op, så fortæller det noget om tempo og rum. At sidde ned virker statisk og langsommeligt, men når man står op, så virker det langt mere dynamisk og aktivt.. I gamle dage så kom jo mester ofte forbi lærlingen og irettesatte ham, hvis lærlingen arbejdede siddende på en stol. Lærlingen skulle minsandten stå op, selv om han kunne gøre arbejdet lige så godt siddende.  Det "så ikke godt" ud bare at sidde ned, det virkede lidt for dovent. At tidens væsen kræver at tingene går hurtigere end nogensinde, når det handler afvikling af tv-programmer, er sikkert ikke nogen overraskelse for nogen, men at dette ledsages af at -tv- rummet udvides (se bare på tv-avisen, hvor man meget gerne- i modsætning til tidligere- vil vise, at studieværten er en del af et større rum, hvor der arbejdes intens) er nok ikke så kendt. Det er jo endnu tydeligere, når man tænker på gamle dages "tv-teater", som jo sjældent kom uden for studiet og ikke lagde skjul på dette og så sammenligner det med hvor dages krimi-serier, som ikke alene foregår overalt i Danmark, men også overalt i verden. Gammeldags tv-teater, som bare foregår i det samme rum- og det indbefatter jo mestendels af klassisk og moderne dramatik- har man helt opgivet, selv om tv-mediets muligheder for nærbilleder af ansigter burde være oplagt at bruge i denne sammenhæng. Men her er tv- rummets udvidelse af langt større vigtighed end opretholdelsen af en ellers nærliggende funktion som klassisk tv-teater Dette at stå op i stedet for at sidde ned, er jo også dybest set et symbol på at tage rummet i besiddelse, at udvide sit rum. Men det sker jo altid i forbindelse med at nogen ser på, seerne, formodentligt sidder samme studieværter ned, når de forbereder sig  på deres programmer.

Dvs at udvidelsen af rummet handler egentligt ikke så meget om noget reelt, som det handler om image, om skin, hvordan noget ser ud, ikke så meget om hvad det egentligt er reelt. Men på skærmen, så er det vigtigt at man signalisere denne dynamik og aktivitet. Der er klart tale om en i bogstaveligt forstand overfladisk udvidelse af rummet.

Desværre symboliserer denne udvidelse af rummet ikke en udvidelse af tanken eller visioner. Tværtimod så er meget for tiden meget statisk og uden visioner. Det er som om at man lukker øjnene for de visioner, der faktisk ligger i tiden. Så menneskets "erobring" af rummet, som jo også bogstaveligt set siden månelandingerne næsten totalt er gået i stå, er noget der handler om hvordan noget tager sig ud, ikke om realiteter. At månelandingerne foregik medens at de i vore dage så udskældte og latterliggjorte 68 -tredsere var unge og friske bliver efterhånden mere mere og mere en pinefuld kendsgerning i dag, hvor vi praler over vores  fantastiske overlegenhed over for tredsernes lyserøde naive pjat og kluntede og uhyrlig langsomme datamater. I den forbindelse er jo internettet et af de mest eklatante eksempler på en pseudoudvidelse af rummet.....

På en måde kan man se denne illusionære udvidelse af rummet som en kompensation på noget statisk. Man tør ikke mere sidde ned i tv-programmerne, fordi at det i al for høj grad symboliserer at man er gået i stå dybest set, at man er lukket inde i mangel på visioner eller måske snarere en mærkværdig ulyst til visioner og utopier. Undtagen er de mere intellektuelle programmer med kunstnere, her er det stadig tilladt at sidde ned, måske fordi at disse mennesker ikke ses som en del af det produktive "dynamiske" apparat og deres visioner på den måde opfattes som kuriøse og harmløse. .

Hvis nogen vil fornemme denne pseudoudvidelse af rummet, som så falsk symboliserer det visionære så tænk blot på at antallet af tv-kanaler er steget eksplosivt, men alligevel er det stort set de samme slags programmer vi ser overalt på disse kanaler.....Aldrig før har mennesket levet i en så illusionær og falsk verden. Matrix filmene er jo et smukt symbol på dette.

Finanskrisen har været en meget tydelig afsløring af denne påtagede og ovefladiske og falske ekspansion. Man taler ligefrem om en bobel eller en ballon som sprængtes, fordi at denne bobel simpelthen udvidede sig for meget og for hurtigt. Her taler vi om penge, som jo på mange måder også er karakteriseret ved det fiktive og illusionære. Penge eksisterer ikke således som sten og mennesker gør.

Jeg vil tro at tv-programmerne efterhånden vil blive mindre desperate omkring storhedsvanviddet og i stedet indholdsmæssige blive mere visionære. Som det er nu så investeres visionen, forhåbningen, fremtiden, i amatørtalentet hemmelige ukendthed og i overdimensionerede udformninger, hvor man forsøger at "sprænge" rummet og horisonten. Det eneste man sprænger det er nok budgettet;)

Heldigvis så går tiden imod større autencitet og substans, og mindre hjerne-spin eller ligefrem nærmest  det  pure opspin og  fordi at nyskabelser i tiden vil give os en større fortrolighed og tryghed ved visioner, således at vi igen tør stole på at noget er autentisk og ikke hele tiden skal lege gemmeleg bagved kulisser og tom pjat og alt for tåbelig pr eller reklame. . Eller sagt på en anden måde: de nye visioner, der ligger i tiden vil både afsløre og overvinde den gamle frygt for forandringer. Der vil blive et meget klart behov for ærlighed og autencitet. Og afskyen for svindel og løgn og det illusionære, når det bliver afsløret vil blive  større og større med tiden. Og tro mig at netop løgne,uærlighed bigotteri og hykleri vil mere end nogensinde komme for dagen. Det ligger i tidens væsen, vi lever i en levende og balancerende verden, som ikke mere tåler dette skin. 

Lad os nu kaste et blik på den politiske diskussion omkring områder inden for det sociale. lad os som eksempel tage arbejdsløshedslovgivningen, som diskusteres så meget i skrivende stund.. I halvfjerdserne og firserne op til 1993 betragtede man arbejdsløshed, som et samfundsproblem og ikke som et individuelt problem. De arbejdsløse blev derfor behandlet med respekt og således på en hel anden måde end i dag, hvor den grundlæggende holdning til dem er at det er deres egen skyld og at de iøvrigt  pr systematik mistænkes for at "udnytte" systemet. Derfor afkortelsen til de de to år, som "skaffer" flere i arbejde. Understøttelsen blev ikke i halvfjerdserne og firserne nedladende kaldt for "forsørgelse"og ydelsen var langt højere end i dag. Samtidig var der ingen arbejdsløse som risikerede at komme på kontanthjælp, idet at man altid sørgede for at folk fik et fuldgyldig og relevant arbejde til en normal løn inden for det offentlige, som gjorde at de genoptjente deres ret til dagpenge. Der var ingen "aktiveringer" og forfølgelse af arbejdsløse. I visse perider kunne man endog uddanne sig til hvad som helst som ledig.

Men i 1993 påbegyndte den daværende socialdemokratiske regering en forringelse af dagpengesystemet og behandlingen af de ledige, som jo senest er er endt med at folk nu kan gå 2 år ledige før at de kommer på kontanthjælp, hvis de overhovedet kan det. Dette er klart et tidsfænomen og ikke udtryk for nogen politisk ideologi al den stund at det jo også  var en socialdemokratisk regering, som indførte denne klare forringelse af de arbejdsløses vilkår og dermed åbnede for ballet.. Selv under Schlüter havde man overhovedet ikke nogen tanker om så voldsomme forringelser af vores sociale systemer. Men retfærdiggørelsen af disse forringelser var nu kommet til i tiden. Flere og flere mennesker opfangede disse nye tanker og ideer og gav udtryk for den. De bredte sig mere og mere og blev til sidst en del af den socialdemokratiske regerings program. Men om det var udtryk for en idealistisk næstekærlighed og respekt for andre mennesker kan man jo i allerhøjeste grad diskustere. Bagved disse reformer lå  tanker allerede fremsagt i 1931 af  den ultraliberalistiske økonomom Ludvig Mises.

Hvad udtrykker dette i forhold til tendensen til pseudoudvidelser af rum og tid, sådan som vi ser at tv-mediet udvikling symboliserer?  Som sagt det var utænkeligt i halvfemserne at gæsten i studiet eller værten stod op. Mon ikke at denne indstilling og denne "dynamsiske erobring" af rummet ved at stå op i stedet for afslappet at sidde ned har ganske godt udtrykker relationen til de ledige? De skal minsandten heller ikke sidde og dangere den, de er pr. definition som arbejdsløse mistænkelige og alt for "siddende" , og de skal bogstaveligt og overført op af sofaen. De skal ud af lejligheden, og de skal på et tidspunkt helt ud af systemet over i et andet og ringere system. Dette er den dynamiske trussel hvis man alt for meget som ledig ligger på den lade side. .

Denne relation går naturligvis endnu dybere end denne analogi om at stå op- og arbejde- eller sidde ned og alt for meget dangere den af. Det hænger naturligvis stadig sammen med udvidelsen af rummet, altså visioner og dynamik og bevægelse. Der er en ubevidst og dyb irrationel angst for den arbejdsløse, som snarere burde kaldes for lønløse. De såkaldte arbejdsløse er jo karakteriseret ved at ingen momentant eller permanent ønsker at betale en løn til dem for det stykke arbejde man mener at de er i stand til at udføre. Der er ikke brug for deres arbejdsindsats og derfor kan de ingen "løn" få. . Tanken om borgerløn, dvs at staten udbetaler en løn til en person, som så er fri til at gøre hvad han vil er meget lang væk. Man er i det skjulte panikslagen ved at den arbejdsløse pr definition altid truer den forbindelse der består imellem at få del i det universelle "byttemedium", som hedder penge, og så at udføre et stykke arbejde. Man ønsker netop ikke visionen om den totale frihed til at gøre hvad man vil. Lønarbejde betyder netop at begrænse den enkeltes persons personlige frihed til at gøre det som vedkommende ønsker.

For at den arbejdsløse eller i hele taget det arbejdende folk  i samfundet ikke skal få for gode ideer omkring den optimale frihed, så gør man det mere og mere surt og svært at være uden løn. Angsten for store og nye visioner for hvad vi egentligt vil med vores samfund og for menneske bevirker at skruen strammes omkring de arbejdsløse. Man taler meget om frihed og liberalismen har været populær i rigtigt mange år, men det er jo en begrænset form for frihed defineret af lønarbejde. Den ledige truer ikke alene reelt men også symbolsk denne liberalistiske forestilling om frihed, som altså i virkeligheden er en meget indskrænket form for frihed. Liberalisme er udtryk for at man politisk søger frihed, men alligevel frygter dens visionære og revolutionerende konsekvenser. Resultatet, kompromisset, er den begrænsede og egentligt slaveagtige frihed som lønarbejdet giver.

I modsætning til halvfjerdserne og firserne, hvor driften efter frihed ikke var nær så stor trods den megen snak om samme og det derfor var langt mere naturligt og ufravilligt at man arbejdede og de ledige derfor ikke symbolsk og reelt udgjorde nogen fare for at nogen skulle få "gode ideer", så er frihedstrangen stor i dag. Så stor at tanker om borgerløn er så farlige at man end ikke tør tænke på dem eller tale om dem.. I halvfjerdserne var det fuldstændigt uforpligtende og ufarligt at komme med den slags ideer som vi ser i Villy Sørensens bog "Oprør fra midten", idag mistænker man de arbejdsløse for at udnytte systemet, fordi at man selv i dybet af tidens kvalitet har denne stærke trang efte frihed og til at gøre hvad man selv vil. Trangen til frihed er jo i sin dybeste form udtryk for driften efter visioner og nye muligheder, der vil sprænge meget af det fundament, der ligger tiul grund for vores samfund. Ikke i retning af "socialisme" eller "liberalisme", men netop i helt andre retninger. Trangen til at kaste gamle opfattelser og traditioner bag sig er tilstede, men samtidig er angsten for forandringer også tilstede. Resultatet bliver degenerede udgaver af tidens væsen, som f.eks. tv-showenes rumlige og grandiose udvidelser  eller den egentligt ret så mærkelige hetzagtige og nådesløse behandling af arbejdsløse, som man aldrig ville have tænkt på i halvfjerdserne. Eller en benhård ultraliberalisme, som dybest set udtrykker en uendelig længsel efter frihed. Desværre dog ikke en optimal form for frihed, da mennesket jo-forhåbentligt- er et noget mere kompleks væsen end et økonomisk dyr, der bare vil forbruge og forbruge. 

Underligt at det på den måde ligefrem kan gå tilbage med den etik og de menneskerettigheder man ellers taler så smukt om og som man er parat til at sende soldater i døden for. Sjældent har en tid været så paradoksal og selvmodsigende som i dag. Det vil jo egentlige sige irrationel og ulogisk. Det kendetegner en tid, hvor store forandringer er på vej, men hvor frygten styrer mangt og meget. 

Der er i i tiden en dyb og frygtsom  konservatisme til stede, en angst for virkelig dybtgående forandringer og derfor ser vi mange forfaldstendenser,  der falsk  symboliserer fornyelse og frihed, for eksempel  i  form af tv- programmet  x-factor, som jo handler om at en person tilsyneladende kan bryde med sit tidligere liv og starte et eventyrligt nyt. Friheden spøger i baggrunden. Men det er altså frihed som holdes i ave af begrænsede og konservartive og visionsløse former for adfærd. Friheden bliver enten reduceret til fordummet og harmløs og ufarlig underholdning eller til at man  via mange penge kan købe og gøre hvad man vil omkring  forbrug af varer og af  tjenesteydelser.

Finanskrisen er også udtryk for denne degenerede form for frihed og fortolkning af tidens væsen. og det som ofte sker det er at tidens væsen forandrer sig og imødegår denne degenering. Der er en balancerende tendens i tidens væsen, fordi at tiden oprindelse er det fundamentale kreative princip, som grundlæggende  skaber  verden. Den opblæsning og hysteriske ekspansion af forbrug og spekulation vi har set blev mødt med det modsatte. Nu er mantraet at man skal spare, spare, spare. Dette at vi nu skal spare, hvilket i sig selv jo ikke er rationelt andet end ved tilfredsstillelsen af et uigennemskuligt lånemarked er jo bare udtryk for at vi i al for høj grad har forfejlet vores fortolkninger af tidens væsen. Friheden har stået højt på programmet i tidens væsen de seneste mange år, men dette betyder ikke at vi skal gentage tidligere tiders dumheder, men at vi netop skal at tænke i helt nye og kreative baner, som åbner op for tiden oprindelige kreativitet. De begrænsede resourcer på vores planet og klimaproblemerne burde have lagt op til dette, men i stedet eksploderede en bobbel af varm luft - et underligt uigennemskueligt og abstrakt og verdensfjernt økonmisk pengesystem brød sammen.

Og foreløbigt er dette sammenbrud ikke blevet mødt med en fornyet, mere frugtbar,visionær og dyb forståelse af hvad frihed  er, men til at man skal ...hmmm-. spare....Det hele er blevet reduceret til forsimplet husholdningsøkonomi, i stedet for at man innovativit begyndte at tænke i helt nye baner.

Og det er jo det som det altid handler om. At tænke i nye baner, at fortolke tidens væsen mere adækvat, at opfindsomt og tænksomt at opfange alt det nye som bliver os tilbudt af tidens kreative oprindelse. Og en af nøgleordene i de senere år har helt klart været ordet frihed. Dette begreb blev dog desværre bare reduceret til grådig forbrug og spekulation og en primitiv form for liberalisme og nu skal vi altså til at spare. I stedet for ekspansion står den på indskrækning. Tidens levende væsen og kreative princip, som virker uafhængigt af mennesket, men som er storslåede tilbud til mennesket, ville meget hellere at man i stedet gik i dybden med at tænke nye, frugtbare og realistiske ideer omkring fundamentet for vores samfund. Men det er klart farligt for traditionen og vanetænkningen, for bagved det hele lurer jo det frie menneske, som arbejder og lever af lyst og ikke fordi at han eller hun skal have tjene bestemt løn. Derfor skal de arbejdsløse da også behandles så dårligt som overhovedet muligt. Derfor skal vi da også for hundredsyttende gang spare i stedet for at tænke og intuitivt fornemme hvad der ligger i tidens væsen.

I dag, i en udpræget sparetid handler det stadig om frihed, men ikke mere bare om idealistiske og ekspansive ideer, men om selve fundamentet for vores samfund. F.eks burde man jo nok tænke lidt over vores økonomiske systemer og pengenes herskerskab i verden. uden at det hverken skal føre til anarki eller socialisme eller liberalisme, men i stedet til  kreative løsninger til  gavn for verden.

Tidens væsen i nutiden er indskrænkning i relation til begrebet frihed , men dette væsen er også struktur og kanallisering. Det handler om det fundamentale skelet der ligger til grund for vores samfund, bl. a økonomi. Her er det nødvendigt med langt dybere tanker og ideer end hvad de ofte alt for overfladiske økonomer tilbyder. Nøgleordene er dybde, realitet, fundament, struktur, urgrunden i hele taget. Vores forhold til jorden, til naturen, til indskrænkning og ægte frihed. Vi viger tilbage for dette og klynger os til uægte former for visioner såsom x-factor eller en klyngen sig til gamle begreber om hvad arbejde og løn er for noget. Vi klynger os også til gammeldags opdelinger imellem det offentlige og det private. I hele taget er der en uvilje og en dybtgående angst imod at tænke forefra og i dybden. Man er bange for at miste kontrol ved en sådan siution.

Det er også derfor at man ser ser, trods den meget snak om liberalisme, at kontrol og forbud har været fremherskende i de senere år. Dette er ikke bare udtryk for en form for "politisk rationalisme", men udtryk for den irrationele angst for at miste kontrollen- blandt andet med de arbejdsløse, men også over for uddannelsessystemet, som man mere og mere søger at kontrollere ved benhårde kvantitative økonomiske kontrolforanstaltninger og taxometersystemer, som knægter  kvalitet og den frie forskning..

Trangen til friheden er der stadig, selv om den måske er ved at antage mere ekscentriske former end tidligere tiders drøm om hus, have, og vovse og slips og jakkesæt på det fine og vellønnede arbejde. Det har jo været karakteristisk at trangen til frihed har været udtryk ved den klassiske liberalisme, hvor disse idealer har været fremherskende, men det er højst sandsynligt at denne trang til frihed nu og i fremtiden vil bryde frem i langt mere ekscentriske og anarkistiske former, hvor det økonomiske og  gammeldags "borgerlige" ikke    længere er så vigtigt. At indidualismen bliver til andet end frihed fra statens indblanding i hvor meget man forbruger, at frihed bliver til et spørgsmål  om hvordan at mennesker  helt bliver sig selv både i forhold til andre mennesker og i deres arbejde. Jeg tror at ordet utopi ikke mere bliver et fyord, men dog modificeret af bitter erfaring fra historien. 

Mit råd her vil være at tage frihedsbegrbet alvorligt og lytte til hvad tidens væsen egentligt vil sige os. Dette sker igennem en ordentligt og fordomsfri dybtgående diskussion på alle niveauer, hvorefter at man handler ud fra de resultater man har nået frem til. Jeg kan kun håbe på at det er det som politikere og befolkning vil i stedet for inddragelsen af spindoktorer, som jo netop handler om uægte og degenerede former for fortolkninger af tidens væsen. En uægte tilgang, som man åbenbart har haft så stor behov for i disse år, da længselen efter det ægte har været næsten uendelig. Der er tale om en længsel, som man for alt i verden forsøger at holde nede. Spørgsmålet er om det er klogt. Spørgsmålet er om der ikke snarere er tale om vidunderlige gaver og kreationer, som venter os, hvis vi turde tænke helt anderledes. Der har været en overfladisk og inflatorisk måde at gribe tingene an på, hvor det handlede om hvordan det så ud, mere end selve substansen, som man frygtede som den værste svineinfluenza.. Dette er ved at ændre sig.

Man skal huske på at degenerede udgaver og versioner af tidens ånd kun "virker" nogenlunde så længe at de på en eller måde i det mindste ligner dårlige udgaver af tidens væsen, men har tidens kvalitet forandret sig, så vil selv degenerede oversættelser holde op med at besidde sin nærmest hypnotiske og dybest set destruktive  magt. Spindokterers magt er ved at ebbe ud. Ellers kommer det til at gå grueligt galt. De nye sparetider symbolisere en søgen tilbage til urgrunden, til at smide alt overflødigt og klistret påhæng og pynt over bord, så spindoktorerne og retorikeres tid er ved at rinde ud. Platons tale om væren fremform skin er ved at få fornyet aktualitet. . Så frihedslængselen efter ånd og livskvalitet er farligere end nogensinde. Derfor ser vi da også  i disse tider de sidste voldsomme krampetrækninger af en gammel og misbrugt tid..

Det er vigtigt at alle instanser i samfundet, politikere, uddannelsesystemer, videnskab og kunst og erhvervsliv snart  tager disse forandringer alvorlige i deres strategier og tænkning og ikke  unødigt forlænger disse dødskramper. Vi skulle i stedet frygtløs glæde os over de nye tider, der kommer og lade nye ideer  fordomsfrit udfolde sig.